Beskyttelse eller benyttelse? Indsigelse mod lokalplanforslag 18-002 for sommerhusbyggeri Rødhus Klit
Ved et byggeri med 58 sommerhuse, er det et åbent spørgsmål om Jammerbugt Kommune tilsidesætter lovgivning og egne retningslinjer samt ikke mindst naturen og landskabet!Opdateret oktober 2022 - Et revideret forslag til lokalplanen har været i offentlig høring for anden gang, efter at Jammerbugt Kommune har forsøgt at tage hensyn til de mange indsigelser i den første høring fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og ejerne af det eksisterende klyngebyggeri ved Rødhus Klit.
I det reviderede forslag er der ændret på størrelse af husene fra 180 kvadratmeter til maksimalt 150 kvadratmeter og blot én bygning på hver grund modsat tidligere en garage/anneks på 50 kvadratmeter. Trods dette forsøg på at imødekomme nogle af kritikpunkterne, som kom i forbindelse med det første forslag til til lokalplan, ser DN stadigvæk ingen formidlende omstændigheder, som kan retfærdiggøre et sommerhusbyggeri, uden at kompromitterer de store naturværdier. Derfor fastholder vi vores indsigelse mod planerne om at udbygge området med de mange sommerhuse, som der fortsat er lagt op til i lokalplanen, på nuværende tidspunkt. Se evt. hele indsigelse mod lokalplan 18-002 anden udgave
Lokalplanområdet er på ca.11,5 hektar med eksisterende små klyngehuse, det tidligere Dansk Folke Ferie udlejningshuse, opført i 1977. Udover klyngehusene, centerbygning og adgangsveje er hele området uspoleret kystlandskab. Rødhus Klit består af veludviklede klitrækker med forklit, hvid klit med åben vegetation og grå klit. Bag klitrækkerne forekommer artsrig klithede, lavninger og grønsværklit med stor artsdiversitet. En del af lokalplanområdet er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3 og beliggende indenfor kystnærhedszonen.
Hele lokalplanområdet er beliggende lige op mod Habitatområde nr. 21
Lokalplanforslaget giver mulighed for, at hver matrikel skal være 1200 m2. med et samlet boligareal på maksimalt 150 m².
Rødhus Klit 4. april 2021 - Artsrig klithede med hede-rensdyrlav, sandskæg og hedelyng mm. erstattes af et byggefelt, hvis lokalplanen vedtages fuldt ud. Foto Søren Rosenberg
- Danmarks Naturfredningsforening har gennemgået lokalplanforslaget sammen med jurister og byplaneksperter. Konklusioner er enslydende med at feriecenterformål ikke er det samme som sommerhusformål.
- Præmissen for planen er dermed ikke til stede – nemlig at området skulle være sommerhusområde, og at §3 beskyttelsen dermed ikke skulle gælde.
Området er da også ifølge Jammerbugt Kommunes egen Helhedsplan beliggende i Naturområde og desuden udpeget som Grøn korridor.
- I disse områder må planlægning og administration vedrørende arealanvendelsen og tilstanden ikke forringe muligheden for at opnå et givent mål for naturkvalitet. Ved et byggeri med 58 sommerhuse, er det et åbent spørgsmål om Jammerbugt Kommune tilsidesætter egne retningslinjer, skriver Søren Rosenberg fra DN Jammerbugt i indsigelsen.
I de grønne korridorer, skal planlægning og administration tage hensyn til, at levesteder og sprednings muligheder forbedres for de dyr og planter, som korridorerne skal sikre.
Ramme området Rødhus Klit har en høj biodiversitet. Blandt de væsentligste arter er markfirben og den fredede sommerfugl hedepletvinge, samt nikkende kobjælde som Danmark har et særligt stort ansvar for at bevare.
Generelt finder Danmarks Naturfredningsforening det overraskende, at Jammerbugt Kommune mener at store sommerhuse med byggefelter der ligger relativt tæt og som bygges oven i beskyttet natur er en hensigtsmæssig balance med natur- og landskabsinteresser! Et areal på ca. 13.000 m2 vil blive bebygget og et betragteligt areal vil blive inddraget til kørefaste veje og risiko for negativ påvirkning/skade under etableringsfasen, for områdets sjældne arter, hvor flere arter har den strengeste beskyttelse en art kan opnå..
Hvis Jammerbugt Kommune og bygherre i stedet vælger at vedtage en lokalplan i sameksistens med det eksisterende byggeri, og i respekt for kystlandskabet og med et større beskyttelses- og forsigtigheds hensyn over for sårbare arter, så vil DN være åben over for muligheden, til et stærkt reduceret projekt.
De karakteristiske hvide huse, som kendetegner Rødhus Ferieby er nænsomt bygget ind i kystlandskabet og kan næsten ikke ses.
Det unikke kystlandskab med klitformationer og Jammerbugtens kyst kan ses på høje klit-toppe. Især er udsigten fra Tranum Klitplantage helt i særklasse. Mod sydvest kan ses de frie vidder ud over Tranum Skydeterræn og de hvide klitter ved Egvands Bakker – et natur område som danner nord grænsen for den kommende Naturnationalpark Tranum.
Med de ovennævnte opsummeringer af områdets status og naturindhold vil Danmarks Naturfredningsforening indtrængende opfordre Jammerbugt Kommune til, ikke at vedtage Lokalplan 18-002 med sommerhus byggeri ved Rødhus Klit.
Vælger Jammerbugt Kommune alligevel at vedtage lokalplanen, uden væsentlige ændringer i forhold til lokalplanforslaget, vil Danmarks Naturfredningsforening efterfølgende vurdere lokalplanen, som en mulig klagesag.
Hele indsigelsen mod lokalplanforslaget i første høring kan ses her: Indsigelse mod lokalplan 18-002