Udpegningsgrundlaget er selvsagt helt afgørende for forvaltningen af områderne: Der skal dels iværksættes tiltag via ”natura 2000 planen” for området, rettet mod netop arter og naturtyper på det pågældende områdes udpegningsgrundlag. Dels skal alle planer og projekter man måtte søge at iværksætte i områderne konsekvensvurderes ifht netop udpegningsgrundlaget.
 
Derfor er det vigtigt at alle relevante naturtyper og arter er på et områdes udpegningsgrundlag – dvs at relevante ny naturtyper og arter tilføjes, og ikke mindst: at man ikke fjerner naturtyper og arter fra udpegningsgrundlaget, med mindre det er fagligt velbegrundet.  

I Danmarks Naturfredningsforening håndterede vi opdateringen således:

  1. Overblik - Er der foretaget ændringer i udpegningsgrundlaget i de Natura 2000 områder, der ligger i afdelingens område?
  2. Kriterier - Hvilke faglige kriterier skal lægges til grund for at udtage eller tilføje naturtyper og arter?
  3. Vurderinger - Er det rimeligt at udtage art eller naturtype af udpegningsgrundlaget?
  4. Evt. ny art eller naturtype - Er der grundlag for at foreslå yderligere arter og naturtyper tilføjet et områdes udpegningsgrundlag?

På baggrund af denne arbejds strategi, indsendte DN Jammerbugt 4 input med ændringsforslag på miljøministeriets oplæg.

  • Anmodning om at få tilføjet Pomeransfugl på områdets udpegningsgrundlag vedrørende fuglebeskyttelsesområde F1 Ulvedybet og Nibe Bredning. - Begrundelse resumé: Inden for fuglebeskyttelsesområde F1 -specifikt Ølands Vejle - er der årlige forekomster af den sjældne Pomeransfugl. Arten fouragerer på de nypløjede marker, inden for fuglebeskyttelsesområdet, før fuglen flyver videre til den sibiriske tundra for at yngle. Da pomeransfuglen er genganger og finder tilbage til samme rastepladser, bør arten optages på udpegningsgrundlaget, da det er vigtigt for udarbejdelse af konsekvensvurderinger i konkrete sager, i relation til Natura 2000 områderne, at udpegningsgrundlagene er opdaterede. 

  • Engrylen bør bibeholdes på udpegningsgrundlaget i Fuglebeskyttelsesområde F8 Kysten fra Aggersund til Bygholm Vejle - Begrundelse resumé: Forslaget om fjernelse vurderes til at bero på manglende data og overvågning.

  • Blå Kærhøg og Fiskeørn bør beholdes på udpegningsgrundlaget i fuglebeskyttelsesområde F1 Ulvedybet og Nibe Bredning. - Begrundelse resumé: DCE-rapporten udarbejdet på baggrund NOVANA-overvågning i perioden 2004-2017 indeholder få registreringer af disse arter, men ved gennemgang af DOF-basens indberetninger for samme periode fås et helt andet billede, hvorfor begge arter foreslås bibeholdt på udpegningsgrundlaget.

  • Fra udpegningsgrundlaget foreslår Miljøministeriet at Fiskeørn, Pomeransfugl, Sædgås og Vandrefalk fjernet i F13 Østlige Vejler - Begrundelse resumé: Det er DN Jammerbugts opfattelse, at disse arter ikke bør fjernes fra udpegningsgrundlaget, idet alle fire arter hvert år observeres i De Østlige Vejler på træk og fouragerende. I perioden 2004 til 2017, begge år inklusiv, er følgende iagttagelser noteret i DOF basen: 573 fiskeørn i perioden - 767 pomeransfugle observeret i perioden - 6834 sædgæs er observeret i perioden - 2729 vandrefalke er observeret i perioden.