Foto ovenover er taget fra udsigten ved Tankestedet med kig til de fine søer, som er opstået efter grusgravning. Billede fra marts 2020, altså før den igangværende naturafviklingen.

Oktober 2023 – opdateres når der er nyt!

Danmarks Naturfredningsforening arbejder for at arter og natur bliver beskyttet bedst muligt, og at fremtidig arealreservation planlægges i respekt for gældende byggelinjer og for at naturtyper med stor biodiversitet ikke ødelægges.

Derfor vil vi naturligvis skrive høringssvar og benytte os af klagemuligheder, hvis projektet fortsat ønskes realiseret uden væsentlige indskrænkninger af projektet.

Indledningsvis vil DN dog lige pointere, at INTET er besluttet, og området er på nuværende tidspunkt hverken i Helhedsplanen for Jammerbugt Kommune eller ved en lokalplan udlagt til boligbyggeri. 

Man har politisk besluttet, at enkelte projekter, skal afvente en godkendelse af udarbejdelse af masterplan for den fremtidige udvikling i Hune. Det er derfor vores opfattelse i Danmarks Naturfredningsforening, at der tidligst kommer høringer forud for evt. politisk beslutning om udstykning af byggegrunde i området omkring Hune Grusgrave, i forsommeren 2024.

DN Jammerbugt vil opfordre Jammerbugt kommunes Planafdelingen til at efterkomme det politisk vedtagne, nemlig at afvente med tilladelser til igangsætning af enkeltprojekter indtil der foreligger en masterplan.  At give yderligere tilladelse til terrænændring i Hune Grusgrav er stik imod, hvad politikerne har vedtaget på Teknik og Miljøudvalgsmøde d. 4. september 2023. Se evt. link her: https://dagsordener.jammerbugt.dk/vis?Referat-Teknik--og-Miljoeudvalget-d.04-09-2023-kl.08.30&id=9a30b8e8-a5a6-45eb-8fd3-3f43a1dcda81
En masterplan har netop til formål at styre en fornuftig udvikling, der ikke tager hensyn til private enkeltinteresser, og imødegå lodsejere, der på eget initiativ og uden skelen til gældende lovgivning, starter og investerer i et projekt, der senere kan være svær at stoppe.
Dette er Hune Grusgrav et illustrativt eksempel på.

Generel orientering og information:

Jammerbugt kommune har siden 2021 haft området prioriteret i forhold til hvilke nye lokalplansforslag, som kommunen kan/vil arbejde videre med.

Et lokalplansforslag udmønter sig som regel i et ønske om en ændret arealanvendelse efter forslag fra ejer eller investor for et givent område.

I dette tilfælde er der skitseret en plan for et nyt boligområde kaldet Hune Søpark, hvor ønsket er nye boliger.

DN Jammerbugt har reageret med en skrivelse til Teknik og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune, hvor vi gør opmærksom på at hele området er udpeget som rekreativt naturområde, med mange beskyttelseslinjer og naturtyper, som efter vores vurdering IKKE kan forliges med et nyt boligområde.

Vi argumenterer for at Jammerbugt Kommune helt skal afvise byggeplanerne over for investor/ejer, da størstedelen af ”interesseområdet” for nyt boligbyggeri ligger indenfor:

  • Skovbyggelinjen
  • Kirkebyggelinjen
  • Rekreativt naturområde i følgende gældende lokalplan
  • Beskyttede naturtyper - botanikken og historikken for området som sammen med boniteten for området peger på flere forskellige beskyttede naturtyper som hede, overdrev og eng - dog uden at være beskyttet efter naturbeskyttelsesloven. Der mangler pt. en naturafklaring for hele området.
  • Den tidligere grusgrav er udpeget som Tankested.
  • Ifølge gældende kommuneplan er området rekreativt, og et særligt værdifuldt naturlandskab, hvor byggeri bør undgås, jævnfør kommunens egen retningslinje.
  • Der er offentlig adgang til naturen og det rekreative område beliggende lige op af Blokhus Klitplantage mod vest.
  • Arealet ligger i landzone, så der kan ikke umiddelbart gives tilladelse til boligbyggeri.

Vi modtager et kort svar fra kommunen, som skriver at kommunen er i kontakt med Aalborg Stift i forhold til kirkebyggelinjen og kommunen afventer at arbejde videre med lokalplansforslaget i forhold til hvordan Aalborg Stift forholder sig til evt. at fravige kirkebyggelinjen. Kommunen svarer således ikke på vores argumentation om områdets rekreative status eller hvorvidt kommunen ikke ønsker at respektere de for området udpegede og gældende beskyttelseslinjer!

Ligeledes anmodede DN om at kommunen fik foretaget en naturafklaring i forhold til at vurdere om arealet skal beskyttes efter Naturbeskyttelsesloven. Det skete desværre ikke!

Luftfotoet herunder er fra 2022 og viser krondækket og beplantning. Umiddelbart er mere end 75 % af beplantningen nu desværre fældet, i sommeren 2023.

Maj/juni 2023 - Ejer fælder træer og buske i området – i strid med artsfredningsbekendtgørelsen.

Der bliver foretaget en meget kraftig renafdrift af hele området -dvs. buske træer fældes, der stubfræses og området grenknuses, lige midt i fuglenes yngletid.

DN prøver at få Miljøstyrelsen til at lave et standsningsforbud -uden held. Da styrelsen reagerer for sent og blot løfter en pegefinger overfor overtrædelsen over at der ikke på forhånd blev foretaget en undersøgelse af tilstedeværelse af Bilag IV-arter, (markfirben, flagermus, spidssnudet frø, odder) samt der indskærpes at arbejdet skal planlægges udført uden for fuglenes yngletid.

Nu er hele arealet ryddet og fræset, hvad der gør det vanskeligt at foretage en fyldestgørende botanisk undersøgelse med sigt på en naturafklaring, som kan vise hvorvidt arealet er beskyttet § 3 natur.

Levesteder for en lang række fugle og dyrearter er nu væk!

Før var der en stor diversitet af træer, buske og planter. Almindelig ene, havtorn, tjørn, eg, poppel, ahorn, bjergfyr, skovfyr, mirabel, røn, fuglekirsebær, var omkring skrænter og imellem de 2 søer. Af urter skal nævnes håret høgeurt, almindelig syre, tormentil, hedelyng, almindelig knopurt, sæbeurt, engelsk græs, følfod med mere. Den relativ sjældne dvægblåfugl havde en god bestand pga. tilstedeværelsen af rundbælg – alle de mange arter af insekter som f.eks. sandspringere, sommerfugle, køllesværmere, gravehvepse med flere kan bevares, hvis udstykning af boliger stoppes eller reduceres væsentligt til at være uden for respektive beskyttelseslinjer.

Herunder nogle enkelte fotos af træfældningen og den næsten totale rydning af buske og krat.

Juli 2023 – Ejer fortsætter ”byggemodning” ved at lave terrænregulering.

Det med at udføre et arbejde uden at have de nødvendige tilladelser er åbenlyst ikke noget man vurderer som vigtigt som ejer af det rekreative naturområde.

Derfor reagerer Jammerbugt Kommune da også med et standsningspåbud, da kommunen ved tilsyn ser den igangværende terrænregulering ved den vestligste af de to søer.

Oktober 2023 er der dog sendt en yderligere terrænregulering i høring, som DN naturligvis har argumenteret imod. Denne sag er ikke afgjort endnu.

Herunder fotos som viser den voldsomme terrænændring som er sket, uden forudgående tilladelse omkring den vestligste af de to søer. Skrænterne er nu eroderet, og der er øget risiko for at løst materiale falder ned i søen, som er beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven. 

Gennemgang af beskyttelseslinjer og naturtyper, som vi i DN mener skal overholdes, beskyttes og respekteres..

Forhåbentligt er Jammerbugt Kommune enig med os i, at beskyttelseslinjer for friholdelse af byggeri SKAL overholdes, og der derfor kun kan planlægges for byggeri uden for gældende byggelinjer og beskyttede naturtyper!

DN vil hermed redegøre for byggelinjerne og for den nuværende planstatus for arealet:

Skovbyggelinjen som værdifulde levesteder for plante- og dyrearter
Formålet med naturbeskyttelseslovens § 17 er at sikre skovens værdi som landskabselement og opretholde skovbryn som værdifulde levesteder for planter og dyr.  Der må som udgangspunkt ikke bygges inden for en afstand af 300 m fra skoven.
Det vil det planlagte byggeri lave radikalt om på, hvis der dispenseres for skovbyggelinjen.
Indenfor skovbyggelinjen ses mange arter, som bruger det varierede naturområde som fourageringsområde, men også mange arter har området som levested.

Botanisk er området indenfor skovbyggelinjen meget varieret indtil renafdrift rydningen i forår/sommer 2023.

Generelt er området et godt eksempel på en meget stor biodiversitet, som ses indenfor skovbyggelinjen.

Skovbyggelinjen, ses som grøn skraveret område, herunder.

Hune Grusgrav er i Helhedsplanen udpeget som rekreativt naturskønt område, jævnfør lokalplan nr. 156. som kan findes her: www.jammerbugt.dk/service-og-selvbetjening/borger/bolig-og-byggeri/planer/lokalplaner-og-byplanvedtaegter/ samt i Jammerbugt Kommunes Helhedsplan udlagt som 19.R3 - Hune Grusgrav - https://kommuneplan21.jammerbugt.dk/rammer/hune-blokhus/19r3/

Området fra Hune Kirke og igennem søerne og ind i statsskoven mod vest er et meget populært rekreativt område. Meget kuperet og med skrænter ned mod den gamle grusgrav område, som er efterbehandlet til 2 søer med gode vandre ruter. Området er også efter endt grusgravning efterbehandlet til rekreativt område med offentlig adgang, ifølge gældende lokalplan.

Hvis Hune Søpark realiseres, må man forvente at offentlighedens adgang, sikkert vil blive indskrænket væsentligt!

Grønt område – rekreativt område.

Gult område – område til offentlige formål.

Blåt område - erhvervsområde.

Beige område - sommerhusområde.

Ortofotoet herunder, viser områder beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3. Kortet er vejledende. Naturens bonitet og artstyper samt drift historik, afgør den reelle status.

DN Jammerbugt vurderer at største delen af rammeområdet er § 3 overdrev, hvor også våde naturtyper som fersk eng kan påpeges samt tør naturtype med hede karakter.

Jammerbugt Kommunes Naturafdeling bør udføre en natur afklaring i forhold til § 3.

Biotop beskrivelse:
Løvfældende træer og buske, samt nåle- og fyrtræer, hvor flere vurderes til at være mere end 30 år gamle. En sammensætning med stor diversitet er nu fældet, hvor der før kunne ses bl.a. hvid tjørn, havtorn, klitrose, sejlepil, gråpil, krybende pil, tørst, klitfyr er blot nogle af arterne, som var dominerende.

Kirkebyggelinjen: området nord, vest og øst for Hune Kirke er fri for samlet bebyggelse. Syd for Hune Kirke er der eksisterende bebyggelse. Arealet der ønskes udstykkes til boliger er til dels indenfor Kirkebyggelinjen.  Kirkebyggelinjen har til formål at beskytte kirker, der ligger mere eller mindre åbent i landskabet, mod at der opføres bebyggelse, som virker skæmmende på kirkerne eller hindrer, at kirkerne er synlige i landskabet. Efter bestemmelsen er det inden for 300 meter fra en kirke forbudt at opføre bebyggelse, som er over 8,5 meter højt.

Billede slider viser blot nogle få af alle de arter, som DN Jammerbugt har registreret i området omkring Hune Grusgrav.