I december 2022 sendte Jammerbugt Kommune et forslag for nyt boligområde i høring.

Problemet med denne udstykning er at hele området er udpeget som område med særlige drikkevandsinteresser ( også kaldet OSD område). Det er altså her, at borgerne i Aabybro finder kilden til rent drikkevand -en ressource som vi skal have ekstra meget fokus på at beskytte - pga. af fund i drikkevandsboringer fra sprøjtegifter.   

Sikring af fremtidens drikkevand:

Generelt er grundvands ressourcen indenfor Jammerbugt Kommune meget begrænset pga. den geologiske beliggenhed.

De geologiske forekomster af skrivekridt giver udslag i et forholdsvis tyndt lerlag. Det tynde lerlag gør at forurening hurtigere og nemmere når ned til grundvandressourcen, end et tykt lerlag. 

Samtidig er en stor del af grundvandet påvirket af saltvand, som ligger forholdsvis højt, som bevirker at vandindvindingsområderne generelt er begrænset i denne del af Danmark.

Pga. disse geologiske forhold, er det DN Jammerbugts mening, at der skal tages alle forholdsregler og forsigtighedsprincipper i brug, i sikring af rent grundvand, så også kommende generationer har rent drikkevand i hanerne.

Efter vores opfattelse er sikring af drikkevand, ikke sammenlignelig med boligområde - fordi man ved at boligejer stadig i nogen grad, bruger sprøjtegifte på befæstede arealer og insektgifte i haver. Giften udvaskes her langt nemmere og hurtigere til grundvandet, fra befæstede arealer, i modsætning til naturarealer, hvor den biologiske rodzone er intakt.

Hele området fra Østre Hovensvej og til Biersted Bakkeø, bliver grundvandet for Aabybro og Biersted dannet.

For at sikre en fortsat ren drikkevandsforsyning, blev Aaby Skov etableret i 2008, på tidligere dyrkede arealer.  I et samarbejde mellem den daværende Aabybro kommune, Aabybro Vandværk og Naturstyrelsen, som erhvervede ca. 70 hektar i området øst for Østre Hovensvej.

 Det primære formål med skovrejsningen er at sikre rent drikkevand samt at skabe nye rekreative og bynære naturoplevelser. 

 

Vi sender en indsigelse ind mod lokalplanforslaget, med den forventning at Jammerbugt Kommunes politikker overvejer en ekstra gang, om dette område virkelig skal bebygges! For der er en meget bedre løsning, nemlig indstille arealet øst for Østre Hovensvej til nyt naturområde og lade det vokse sammen med  Aaby Skov.

Det vil være langt bedre for grundvandet og naturen at lade vandværkerne (Aabybro Vand), Jammerbugt Kommune og Naturstyrelsen i at fortsætte indsatsen med at investere i opkøb af landbrugsjord, inden for dette store særlige drikkevands område, for at sikre fremtidens drikkevandsforsyninger.

Udstykningen for nyt boligområde,  ligger i et område, som er udpeget til lavbundsareal. En del af disse lavbundsjorde er naturligt tørveholdige, og derfor vil de, når de drænes og dyrkes, udlede drivhusgasser til atmosfæren, som leder til en klimabelastning. Udtagning af lavbundsjordene kan i visse områder være et middel til at sikre drikkevandsressourcer, da udvaskningen af pesticider og nitrat reduceres, når landbrugsjorden udtages og konverteres.

I Danmarks Naturfredningsforening vil omlægning til natur sikre arealet med mindst 4 positive incitamenter:

  1. Rent drikkevand
  2. Reducering af klimagasser
  3. Nyt levested for plante og dyrearter
  4. Bynære rekreative naturoplevelser

Mon ikke politikkerne træffer den rigtige beslutning, når forslaget for nyt boligområde 27-038 Østre Hovensvej skal behandles i kommunalbestyrelsen?

DN Jammerbugt gør i øvrigt opmærksom på i indsigelsen, at store dele af lokalplanforslaget, konflikter med skovbyggelinjen på 300 meter, hvor byggeri ikke tillades. Derfor er det ikke muligt at lovliggøre lokalplanforslaget, før skovbyggelinjen evt. ophæves af Miljøstyrelsen efter en kommunal ansøgning.

Skovbyggelinjen bør efter Danmarks Naturfredningsforening respekteres, for at sikre det frie udsyn til skoven og skovbrynet og for at bevare skovbrynene som værdifulde levesteder for plante- og dyreliv og ikke mindst har skovbyggelinjen til formål at beskytte arealerne op til skoven mod bebyggelse.